Førskole og ombygning i Børnehaven

Forår og førskole

Foråret i Børnehaven betyder altid opstart af førskoleforløb, og i år er der rykket 20 børn i førskole. I førskoleforløbet øves mange af de grundlæggende færdigheder, som vi ved er godt at have styr på til skolestarten efter sommerferien. Bare det at komme ind fra frikvarter, når klokken ringer, er vigtigt at kunne. Men også færdigheder som at modtage en fælles besked i en samling – er jo noget man fortsat skal øve sig på, selvom man er fyldt 5 og på vej i skole. På flere skoler rundt om i landet går man bort fra at holde førskoleforløb, fordi børnene opleves som for små til dette skift. Men hos os, hvor det er en meget glidende overgang i trygge rammer, ser vi kun, at førskoleforløbet letter den helt store overgang til skolelivet. Når vores børn starter i skole til august, kan de bruge energien på at lære de nye skolerutiner, fordi de både er kendt med den børnegruppe, de går i, og samtidig er blevet vænnet til de nye lokaler og de nye voksne, der venter i skole og SFO. 

 

Det, at førskolegruppen er rykket i Børneboligens lokaler, har givet mulighed for, at vi har kunnet sætte skub i en nødvendig renovering af yngstegruppes stue. I takt med at vores grupper i børnehaven som oftest er fyldt godt op, har vi haft brug for at få skabt mere plads på den ene af stuerne. Derfor er yngstegruppe rykket ned på ældstegruppes stue og vores meget hjælpsomme forældre er godt i gang med at rive ned og gøre klar til, at der igen skal opbygges en ny fin stue. Vi glæder os meget over, at det kan lade sig gøre med så stor forældrehjælp. Vi er i personalegruppen godt i gang med at snakke om indretning af den nye stue – en proces som også giver anledning til at kigge på den eksisterende indretning og få nye ideer. 

Forår og cykeltræning

Ellers har foråret for alvor sat skub i legen på legepladsen. I skrivende stund cykles der livligt i børnehaven – da vi i denne uge har cykel-emne. Et par gange om ugen bimler klokken også i børnehaven om eftermiddagen – når en af de voksne sætter fælleslege i gang på legepladsen. Vores dejlige legeplads indbyder til, at børnene let finder på lege selv, men vi ser også, at det er godt for børnene at blive introduceret til nye lege eller gamle kendinge.  Maj byder også på en gammel tradition med bedsteforældredag – en ualmindelig hyggelig dag med flere generationer sammen. 

 

Rollespil og interesse for “gamle dage”

I Børneboligen har vi brugt det meste af april på at arbejde med rollespil. I flere uger har vi forberedt os på en rollespilsuge – hvor rigtig mange børn har bygget skjold og sværd. I uge 18 gik vi så for alvor tilbage i tiden og temaet var den nordiske mytologi. Hver dag skulle børnene kæmpe sammen om at redde Midgård. Der var mange forskellige prøvelser, vi skulle igennem, og der kunne handles med guldstykker og købes et måltid mad hos kromutter. Vi havde en helt fantastisk uge med mange engagerede børn. Det bliver helt klart et tema, vi gentager igen til efteråret. Vi var heldige at få doneret lækre dyrekøller af lokale jægere – disse blev nydt i stor stil til den afsluttende festmiddag. 

Vi har på TTF gennem længere tid haft et samarbejde med Horsens Museum.  Børneboligen har fået mulighed for at deltage i en cykeltur ud til en lokal udgravning tæt ved Vestbirk. Her i uge 19 hopper vi på cyklerne sammen med 2. klasse og skal ud at se, hvad arkæologerne har fundet. Det er fantastisk dejligt med sådan et samarbejde, der muliggør, at vi kommer ud i lokalområdet. Sådan en tur er også mulig, fordi vi har gode frivillige, der vil deltage – denne gang er det Alice, der tager med, og er ekstra hånd. 

Vi har i øjeblikket 5 frivillige og der er også plads til flere, så ring til Børnehaven 7575 2737 og få fat i afdelingsleder Camma, hvis du er interesseret i at være frivillig i Børnehaven eller SFOén. 

“Skole er fællesskab”

Sigbjørn Sørensen