Børneboligen
Efter et veloverstået MBB med stor deltagelse af både deltagende børn og forældre som publikum – er vi nu rykket udenfor. Udesæsonen betyder, at vi er ude stort set hele tiden – så husk det gode udetøj. Vi er i gang med at så vores bede til, med kartofler, porre og gulerødder, ligesom der er kommet hindbærbuske til.
Spejderlivet er i fuld gang med snittearbejde, besnøringer og primitiv madlavning over bål.
I sidste uge havde vi besøg af Rasmus (far til Ingrid,) som kom med fasaner og gråænder. Det blev til læren om forskellige fugle, erfaring med at tage fjer af fuglene for til sidst at stege kødet som kebab – det var en succes. En kæmpe stor tak til Rasmus for levering af fugle og tiden sammen med os.
Børnehaven
I børnehaven har vi her pr 1. april budt velkommen til Solbjork og Noah i yngstegruppen og Felix, der er storebror til Noah, i ældstegruppe – hjertelig velkommen til begge familier.
Vi har i personalegruppen længe været i gang med drøfte anvendelsen af den gamle hestemark (området omkring rådneburet). Vi har også været i gang med sammen med Maria (Astas og Bjørns mor) at lave en fondsansøgning til at finansiere noget vandleg for børnene. Vi fik dog afslag i denne omgang, men vi holder øje med en ny relevant fond.
Vi vil meget gerne vil have etableret en bærhave, sådan at børnene på sigt kan plukke bær, uden at vi skal gå og spare på dem. For at det kan lykkes vil vi gerne have lavet lidt forarbejde inden arbejdslørdag den 26. maj.
Så hvis du ikke har mulighed for at komme til arbejdslørdag vil vi rigtig gerne have din hjælp en eftermiddag eller to. Vi har brug for hjælp til følgende:
- grave græstørv af området ca 10 x 10 meter
- fræse jorden – kræver adgang til fræser
Så vil vi på arbejdslørdagen få plantet buske og lavet gangstier i mellem rækkerne.
Vi søger i den forbindelse bærbuske: solbær, ribs, blåbær, stikkelsbær – så hvis I kender nogen, der vil af med deres buske så kom endelig med dem til os.
Ligeledes får vi brug for noget flis til at lægge på gangstierne, så hvis nogen kan lave flis eller har adgang til noget – tager vi meget gerne imod.
Skriv til Camma på intra eller kig ind på kontoret – hvis I kan hjælpe inden arbejdslørdag.
Førskoleforløbet
Vi er godt i gang – her får I et lille indblik i det:
“Så er vi startet i førskole og det er noget børnene har glædet sig og set frem til.
De første par uger brugte vi på lige at lande i BB og lege med alt det ”nye” og spændende legetøj.
Børnene har været vant til at komme i BB hver fredag og det har været godt for dem, da det var tydeligt at mærke, at de allerede var trygge i de nye rammer. Der er blevet leget på kryds og tværs og i alle rum, hvilket har været skønt at se.
Efter påsken er vores hverdag blevet mere struktureret, da vi nu er begyndt at deltage i 10-pausen på legepladsen med skolebørnene. Også her er de helt trygge og mange har ældre søskende eller venner, som de hygger sig med.
Når klokken ringer ind efter 10-pausen, skynder de sig ind og når de kommer op, er vi startet op på, at lave små skoleopgaver i ca. 15/20 min.
Opgaverne bliver præsenteret således, at vi øver os i at modtage en besked og derefter handle på den. Det går over al forventning og de er rigtig dygtige til at sidde og koncentrere sig og holde fokus.
I den nærmeste fremtid vil vi begynde at deltage i morgensang på skolen, mere information kommer. Derudover vil vi begynde at lade nogle af børnene blive i SFO efter førskole, dette vil I også blive informeret om”. Hilsen Thea, Lene og Mitzie
2. klasse
Vi har været på tur hjem til Luna, der bor på Træden Søgård. Her var vi så heldige, at hendes mor Maria ville fortælle om, hvordan de forskellige dyr, de har, er med til at gøre noget godt for biodiversiteten.

I makkerpar gik eleverne på opdagelse efter forskellige spor. De ledte bla efter forskellige planter, lorte fra forskellige dyr, og om der var små dyr heri. De kiggede efter spor fra dyrene i form af knækkede grene, blade der var bidt i samt mange andre tegn på biodiversitet.
Modet, nysgerrigheden og engangshandsker blev funder frem hos de fleste, da de forskellige lorte skulle undersøges for smådyr, der efterfølgende blev kigget på i stereolupper.
Der blev også tid til at snakkede med både uldgrise, geder, katte og se de mange høns og deres forskelligfarvede æg.
Da madpakkerne var spiste, var det tid til at gå tilbage til skolen.
En rigtig skøn og anderledes skoledag for 2. klasse.
/Mette
2. og 3. klasse

Projekt fælles fodslaw er aktiv igen – nu står den på træningstur inden skolebytteturen i Kolding. Turen i denne uge er gået til det område i Tønning skov vi kalder Bentes skov. Vi gik 6,5 km og sikke en fornøjelse at være på tur med denne flok.
/Hanna
Terminsprøver
Så er vi i gang efter påskeferien, og for 8. klasses vedkommende var det lige på og hårdt. Eleverne sad nemlig i gymnastiksalen i sidste uge, og prøvede kræfter med afgangsprøvesæt i forskellige fag. Alle gjorde sig umage og arbejdede flot med tingene. Det kan både være udfordrende og givende at sidde selv og løse opgaver indenfor en bestemt tidsramme.
/Katrine










