Børneboligen
Vi er i børneboligen begyndt at skrive en månedsplan ud til jer alle – vi håber, I har glæde af at læse lidt mere om, hvad vi laver.
Året startede jo ud med teater for 0. , 1. og 2. klasse. Lene og Thea stod for alle tre teater uger sammen med børnene – først med Rødhætte og dernæst Rune T. Kiddes ”Den lilla møghætte og pulven”. Børnene gik virkelig meget op i det og der var stor opbakning fra jer forældre til fredagens forestilling – tak for det.
Siden da har der været kæpheste-fastelavnsstævne – som også var en kæmpe succes for alle vores hesteglade piger. Vi har også fået købt en masse lækre Lego-sæt, som børnene har nydt at samle i vores Lego-bibliotek. Nu står de udstillet indtil de næste børn, kan få lov at bygge.
Lige om lidt varmer vi op til den årlige MBB – vi ved, at børnene allerede glæder sig. Ellers varer det ikke længe før vi går i gang med forårssyslerne uden for – det glæder vi os til.
Børnehaven
I børnehaven har vi haft fokus på vinterens fugle; der er blevet malet fugle, hørt fuglelyde, kigget på fugle og lavet fuglemad i bålhytten. Da der var nogle gode dage med frost, nåede vi også at lave is-forsøg med de flotteste iskrystaller og hjemmelavet softice..
Rådneburet har stået meget stille de sidste par måneder. Lige indtil vi fik et praj om et påkørt rådyr. Det er nu bragt til børnehaven og blevet lagt i rådneburet – så nu er der igen en proces at følge med i for børnene.
I denne uge har vi gjort forårsrent på hele legepladsen og der er blevet fejet og ordnet mange steder. Fredag slutter vi af med bål og hygge for alle børnene. Hvis der er et hold forældre, der har tid til at køre forbi med en trailer og tage vores affald med på lossepladsen vil vi og Tage blive rigtig glade.
Den 26. februar holdte vi forældremøde for børnehavens forældre – tusind tak for det flotte fremmøde og en dejlig aften.
Siden sidste nyhedsbrev har vi fået mange nye børn i børnehaven: Så hjertelig velkommen til Laura, Lauge, Birka, Lily, Ejvind, Barbara og Ari og deres familier – alle er startet på yngstegruppen.
Tusind tak til Casper – Birk og Thujas far for at hjælpe os med at samle vores skab til legepladsen.
Camma
Gummitarzan i 3. klasse
I 3. klasse er vi igang med et arbejde omkring Ole Lund Kirkegårds forfatterskab, samt et grundigt arbejde med hans fantastiske bog Gummi Tarzan.
Hele emnet skal ende med, at hver elev har skrevet deres helt egen lille historie, lave en foldebog, hvor al deres viden om Ole Lund Kirkegård og Gummi Tarzan samles i. Måske kommer I til at se nogle af dem i næste nyhedsbrev.
Hanna
Trivselsdag i 8.klasse
En helt almindelig tirsdag i februar ryddede vi skemaet i 8.klasse og satte fuld fokus på trivsel og klassefællesskab.
Eleverne fik i blandede grupper til opgave at planlægge og tage ansvaret for forskellige aktiviteter til dagen.
Vi startede dagen i køkkenet, hvor vi lavede dejlig brunch.
Resten af dagen stod eleverne for, og der var bl.a. tovtrækningskonkurrence, Jeopardy, Varulveleg, blindsmagning og lagkagekonkurrence.
Vi havde en rigtig dejlig dag.
Betina og Katrine
Science fiction i 9. klasse
I niende klasse nærmer grundskoletidens sidste forår sig, og derfor er koncentrationen stor og næsen dybt begravet i bøgerne.
I dansk arbejdes der for tiden med science fiction og bogen De Hvide Mænd. Det har indtil videre budt på mange gode diskussioner om samfund, fremtid og dystopi og kan vække mange tanker om hvordan et land bør være bygget op. Når den sidste side er vendt i næste uge, slippes klassen løs i et mere kreativt arbejde, hvor der skal produceres bogtrailere som “reklame” for bogen. Selvom det hedder niende klasse og prøverne venter, må det sjove og kreative jo gerne stadig fylde 🙂
Rikke