Aktuel information fra bestyrelsen

Januar 2025

GODT NYTÅR

Vi håber, alle er kommet i gang med det nye år i Friskole, Børnehave og Børnebolig. Til at kickstarte året kan I nyde vores nye film – mon ikke nogle kendte ansigter medvirker.

 

Vision 2030

Sammen med den daglige ledelse og personale er bestyrelsen i gang med det strategiske arbejde og vision for TTF-B 2030. Anne Katrine Bramslund Madsen og Esben Lillelund repræsenterer bestyrelsen i styregruppen. Derudover deltager bestyrelsen i 4 aktivitetsgrupper (Bygninger & Arealer, Pædagogisk udvikling, Specialpædagogisk indsatser samt Digitalisering Administration & Dokumentation). Meget af vores energi og arbejdsopgaver er i øjeblikket lagt i arbejdet, og vi oplever et stort engagement fra deltagerne, der bidrager med tanker og ideer.

Bestyrelsen vil sammen med den daglige ledelse præsentere arbejdet på generalforsamlingen tirsdag den 1. april 2025 kl. 19.00.

 

Økonomi

Udover præsentation af visionen for 2030, fremlægges regnskabet for 2024 på generalforsamlingen. Regnskabet gennemgås i øjeblikket af revisoren, umiddelbart forventer vi et højere overskud end budgetteret, og vi har ikke gjort brug af vores kassekredit under tilbygningen af Børneboligen. Budgettet for 2025 er godkendt på bestyrelsesmødet i december, vi forventer et pænt overskud i 2025, hvilket positivt bidrager til oparbejdelse af vores indestående til fremtidige investeringer.

 

Generalforsamling

På generalforsamlingen i april er der 3 medlemmer på ordinært valg for en 2-årig periode. Efter 6 år i bestyrelsen, ønsker vores formand Dorthe Kaihøj at give plads til nye kræfter og modtager dermed ikke genvalg. Kristoffer Holdensen skal ifølge vedtægterne udtræde af bestyrelsen senest til sommer, hvor han ikke længere har barn på friskolen. Derfor skal der vælges et medlem for en 1-årig periode. De nye bestyrelsesmedlemmer skal sammen med den øvrige bestyrelse fortsætte den gode udvikling af Tønning Træden Friskole og Børnehave

Om bestyrelsesarbejdet kan vi fortælle, at der afholdes 10-12 møder om året. Derudover nedsættes der diverse udvalg (fx vedligeholdelses-, børnebolig-, PR-udvalg mv.), der mødes og arbejder efter behov. Nye medlemmer deltager i et 3 timers eksternt bestyrelseskursus i løbet af det første år. Vi opfordrer alle forældre til at overveje, om de har lyst til at deltage i dette essentielle, spændende og demokratiske arbejde for vores friskole og børnehave.

 

Trivsel

Bestyrelsen er bekendt med, at flere klasser i øjeblikket har øget fokus på trivsel og sprogbrug. For at understøtte arbejdet vil bestyrelsen på vores tænketanksmøde i februar debattere ”Dannelse og sprog på TTF-B”.

Det er vores forventning, at alle er gensidig forpligtet til at bidrage til den gode tone og ånd i enhver sammenhæng og på alle niveauer. For børn, elever, ansatte og vores fælles bedste, er det vigtigt at I, som forældre er opmærksomme på jeres rolle som ”Den skjulte klassekammerat”. Smit ikke jeres børn med jeres tvivl, men bring jeres bekymringer til personalet. Derved bidrager I positivt til, at arbejdet med trivsel, dannelse og sprogbrug lykkes til glæde for os alle, og særdeleshed børn og elever på Friskolen og i Børnehaven.

 

Giver dette skriv eller vores arbejde anledning til spørgsmål, er I som altid velkomne til at kontakte os.

 

Med ønsket om et spirende forår i vente.

Bestyrelsen på Tønning Træden Friskole og Børnehave

 

“Skole er fællesskab”

Sigbjørn Sørensen